Da jeg i 2015 besluttede mig for at skulle læse videre, havde jeg ikke den vildeste fantasi om, at den uddannelse skulle føre mig helt til Vietnam. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at jeg i min praktik periode havde mulighed for at komme til udlandet, og vidste med det samme at det var det jeg skulle. Nu skulle jeg så bare finde ud af, hvor det skulle være, og lige pludselig bliver verden, altså meget meget stor.
Min første tanke var, at min praktik skulle være inden for enten hår eller makeup produkter. For på denne måde, havde jeg mulighed for at gøre brug af min viden inden for disse områder. Men det store spørgsmål var stadig, hvor i verden det skulle være. Jeg kontaktede skolen for at høre om de kunne hjælpe mig, de foreslog at jeg skulle vente indtil 2. semester med at undersøge det nærmere. Så da mailen omkring mulighed for information vedr. praktik i udlandet kom, satte jeg kryds i min kalender, for det ville jeg ikke gå glip af.
Til dette arrangement, kom der flere forskellige for at snakke om praktik i blandt andet USA, Australien og selvfølglig Vietnam. Min interesse lå bl.a. i USA og de muligheder man har inden for Europa. Det var også her jeg mødte Mickey fra StudySea.
Jeg må være ærlig at sige, at da Mickey begyndte at fortælle om Vietnam, begyndte jeg på lektier, for at skulle i praktik i Asien, var slet ikke noget jeg havde lyst til. For mig var Asien en verdensdel, jeg måske kunne besøge under en ferie, men så heller ikke mere end det. Men jo mere Mickey fortalte, desto mere lyttede jeg efter, computeren blev lukket, lektierne blev glemt og i løbet af meget kort tid, blev Vietnam til det land, hvor jeg skulle i praktik. Jeg fik den følelse, hvor det hele bare føltes rigtigt.
Dagene efter mødet, kørte mine tanker på højtryk, skulle jeg virkelig til Asien, og til Vietnam, et land som jeg egentlig kun kender noget til, pga. Vietnamkrigen. Men følelsen af at det var det helt rigtige, blev bare stærkere og stærkere. Og da jeg nåede starten af 3. semester, var aftalen med StudySea skrevet under og jagten på en praktikplads gik i gang.
Praktikpladsen er fundet og den 16. januar flyver jeg til Ho Chi Minh City, for at starte min praktik op hos TRG International. Min første dag bliver d. 23. januar og skal være der til d. 21. juli. Har fået mine arbejdsopgaver, men fra at have dem stående på et stykke papir, til hvad jeg rent faktisk kommer til at lave, er jeg meget spændt på.