Så er dagen kommet hvor jeg skal afsted. Det er en dag man har set meget frem til og glædet sig til. Men samtidig har man også nu, sagt farvel til rigtig mange mennesker, som man elsker og holder af, og ved at der går 6 måneder igen før man ser dem. Men heldigvis med den verden vi lever i, i dag, er det nemt at holde kontakten, så savnet ikke bliver så stort.
Jeg var forberedt på at man ville komme til at møde store kultur forskelle, sammenlignet med det man er vandt til hjemme i Danmark. Men hvor stor forskel der egentlig er, finder man først ud af når man er her. Er man det ene sted og kigger ind over Ho Chi Minh City, ligner det en stor by som alle andre, højhuse over det hele og nye byggerier rundt omkring. Men når man så kommer tættere på, ind i gaderne og de små sidegader, så ser man den forskel som virkelig er her.
Trafikken hernede er et emne for sig selv. Billeder siger mere end 1000 ord, og lige her beskriver billeder det meget bedre end jeg overhovedet kan. For når man skal over vejen er det bare at gå, i lige linje og i samme tempo hele vejen, for så skal scootere og biler nok komme uden om dig. Når man forlader de store hovedgader, hvor det ligner at hver scooter, sætter livet på spil, kommer man ned af de små sidegader. Ned ad sådan en hyggelig sidegade, ligger Thomas’s og min lejlighed.
Sidegaden er fyldt med små huse, hvor nogen af vietnameserne har deres små boder, og resten bare har deres hjem. Når man går her, ser man den kulturelle forskel helt tydeligt. Maden bliver tilberedt over et lille blus helt ude ved vejen, og opvasken foregår i en spand samme sted. Når jeg ser disse forhold, kan 
man ikke lade vær med at tænke, at sådan kan man da ikke leve, men samtidig er der noget befriende ved det. Alt det stres og travlhed vi selv er omgivet med i vores almindelige hverdag, hvor det hele skal være så perfekt på en eller anden måde, virker ikke til at være en del af deres hverdag. Måske man ændre mening, når man har været her lidt længere tid, men de virker til at være meget afslappet, selv når de er på arbejde.
Når vi handler, er det tydeligt at mærke, vi er har flere penge end dem, de er så serviceminded, samtidig med at de ikke forlader ens side, før man har forladt butikken. I går, onsdag d. 19. januar, var vi i en butik der hedder Annam Gourmet, det er ikke en gourmet butik som vi kender det, her er det importerede varer, så som nutella, øl, snickers, mars og mange andre produkter man ikke kan købe i et normalt supermarked hernede. Der inde var servicen som den var i Danmark, for her forventede de at man brugte penge. Sammenligner man med i dag, hvor jeg købte en taske samt et par Nikes slippers, var servicen helt i top, og meget mere end det. At se ekspedientens glæde i øjenene, ved at man køber en taske til 775.000 VND (hvilket svarer til kun 239,33 kr.) var faktisk hele handlen værd.
Men noget af det sjoveste når man handler ind hernede, er faktisk at sådan noget som ost fra Den Leende Ko, Snickers, Mars og KitKat er i alarmbokse, som vi kender dem fra DVD-film. Men med priser på omkring 175.000 VND, for en Snickers er det faktisk forståeligt nok, at det er et produkt man skal passe ekstra på. Så jeg vil glæde mig til at jeg kommer til Danmark igen, hvor jeg kan få mig en Snickers. For med de 54 kr. som de tager hernede for en, er jeg dog alligevel for nærig til at give.
