Undskyld der har været stille herinde så længe nu, men efter næsten 5 ugers sygdom, begyndte mine kræfter så småt at være brugt, så kom lige lidt bagud både med arbejde og skole. Men at være til læge hernede, er noget af det jeg frygtede hjemmefra, ville det nu være godt nok og rent nok. Og efter at have været forbi klinikken 3 gange, er jeg helt tryg, de er så søde og rare og det er faktisk nærmest et lille hospital man er på. Så skulle der ske noget mere med mig, er jeg helt tryk ved at komme der igen.
Jo længere tid man er hernede, jo mere irriteret bliver man på største delen af vietnameserne. Jeg er på ingen måde en ørn til at finde rundt, og ja jeg kan faktisk også godt fare vild, selvom jeg bruger min google maps.
Men mange af Uber/taxa chaufførerne, er virkelig ikke egnet til at have det job. Når de forventer at en hvid pige som mig, kan fortælle dem hvilken vej de skal, for de ved det ikke, så har vi faktisk et meget stort problem. Dog har jeg lært vejen hjemmefra og ud til mit arbejde, for hold da op hvor har jeg været på 
sightseeing rundt i byen, når de faktisk bare bude følge deres GPS og først dreje i det kryds hvor de skal. Her er bare billeder af 2 turer jeg har været på, begge steder er fra mit hjem og til arbejde, og så samme tidspunkt.
Jeg begynder at snakke med flere og flere vietnamesere både dem fra kontoret, men også vores baristas. Og de ved man har problemer hernede så de hjælper alt det de kan. Jeg havde bl.a. Phoung med ud at købe telefon, Tram har hjulpet mig med Uber og hvis man ligner en der ikke rigtig forstår noget eller har problemer kommer de med det samme. Har nok skrevet det før, men venligheden her i Vietnam, er virkelig noget vi danskere godt kunne lærer noget af. Nogen gange er det faktisk godt at tænke på andre mennesker, fremfor at man altid selv kommer i første række.
Nu er jeg også kommet bedre i gang med arbejdet hernede. Og for et par uger siden, havde jeg en præsentation omkring kaffe for ILV (International ladies in Vietnam). Det var en præsentation som egentlig var lavet, jeg skulle bare overtage den. Men nu er jeg jo ikke hende der bare tager noget og ikke gør det til mit. Så jeg fik det lavet om, og med hjælp fra 2 barista Tram og Thanh, blev det til en stor succes. Kvinderne elskede det, jeg var i det miljø jeg elsker (de var som mine dejlige Tupperware kunder derhjemme) og et arrangement som ingen faktisk hav
de forventninger til, er nu blevet til noget vi skal arbejde videre med. Det var en dejlig følelse at være med til at det blev godt, tror faktisk jeg fandt ud af der, at den slags event er nok noget af det som jeg er allerbedst til. For lige at give mig selv et klap på skulderen, skulle jeg snakke om kaffe og så på engelsk, godt nok kun i 5-10min. men stadig, jeg er stolt af mig selv. En præsentation om noget jeg på det tidspunkt vidste intet om, og så på et sprog hvor jeg de første par uger virkelig følte jeg stammede på alt hvad jeg sagde, der røg jeg helt sikkert ud af min comfort zone, selvom jeg har gjort det så mange gange på dansk.
