Phoung’s hometown

Before I start writing, I would like to say.
Dear Phoung,

I would just like to say thank you for bringing Rene and me to your hometown and I hope you will read this to your family. To experience the love, kindness and happiness in your family will forever stay in my heart. This weekend I have learned more about the vietnamese food and culture than I have for the past 2 months. Of all the things I have experienced and will experience while I am in Vietnam, this will be one of the things I will remember and tell everyone about. To say thank you for this weekend does not feel like it is enough. But I am forever grateful that you wanted me to meet your family and stay in your house and make us feel like we were a part of it. So thank you from the bottom of my heart, I will never forget this and I’m pretty sure that Rene feels the same way.

Love Camilla

Efter at have snakket om det, faktisk siden jeg kom herned. Skal jeg og Rene endelig med Phoung hjem til hendes forældre og se hvordan de bor.  Det er en lille by, uden for HCMC, og heldigt for os, så skal man sejle noget af vejen. Jeg har tænkt rigtig meget over, hvad mon det er man kommer ud til, for i det her land, tror jeg faktisk at alt nærmest er muligt. Min første skræk kommer da vi er kommet af “færgen”, ved egentlig ikke hvad jeg havde tænkt, men ikke det her. Der er nu 3 scootere som skal fragte os fra floden og hjem til Phoung’s forældre. Mit hjerte sad seriøst oppe i halsen, men det var nu, min første tur på scooter I Vietnem.

Da vi ankommer til Phoung’s forældres hjem, er det slet ikke som jeg havde forestillet mig, det er et kæmpe hus vi ankommer til, med en forholdsvis stor butik ude foran. Og så føler man sig bare velkommen, det er en helt fantastisk familie. Der er lavet mad til os, selvfølgelig rigtig vietnamesisk, men de har sørget for der er ris til os, hvis nu det andet ikke lige er os. Men vi er gæster, så vi smager selvfølgelig på det der bliver serveret, og det var virkelig lækkert. Når man har boet i Vietnam lidt tid, finde man ud af, de sover ikke på madrasser, de sover bare på gulvet. Så vi havde forberedt os selv på, at det ville blive en weekend på gulvet. Men om ikke, der i det ene værelse stod en seng, med en madras. Vi havde fundet vores værelse.

Lørdag morgen startede tidligt, vi skulle på marked, så Phoung og hendes søster kunne vise os et rigtigt marked og vi kunne få smagt alt det frugt vi ikke kendte. Inden vi tog afsted, tog vi over til deres onkel, der har et gadekøkken, her blev bestilt 4 forskellige retter, så vi kunne smage det hele, de sørgede virkelig for vi fik smagt alt det vietnamesiske, som man nok til hverdag går lidt let udenom.

På markedet blev der købt masser af frugt til os, og derhjemme blev det hele så til en stor frugt buffet, hvor Phoung pænt ordnede alt frugten ti os, så vi bare kunne smage, nogen af dem var en vældig succes, og så var der så dem vi ikke behøver tale om igen. Selvom vi på dette tidspunkt, havde oplevet så meget, var klokken kun omkring 10, så vi havde stadig en hel dag foran os.

Efter frokost skulle vi på sejltur, vi skulle ud og finde vand kokosnødder, det skulle vi jo også smage. Det smager som almindelig kokosnød, bare mere koncentreret, har en helt anden form og ingen mælk i som der plejer at være.  At sejle hernede, er så lækkert, at se hvordan man bor helt ud til vandet og hvor smuk naturen er, burde alle få lov til at opdage.

Sidst på eftermiddagen, skulle vi flyve med drage. Phoung ville lærer os hvordan man gør, men med Rene og jeg, sagde det 1 2 3 og så var den drage i luften. Man har vel været børn i Danmark, Phoung var nærmest målløs, og måtte overgive sig, vi havde nu lært hende det i stedet for.

Aftenen bestod af grill, hygge og mange øl. For når man skåler med en vietnameser skal man gerne drikke samme mængde, ellers viser man at man ikke kan lide personen. Alle søstrene tog det stille og roligt, men svorgerne var klar, så der blev sagt “jo jo jo” (nok ikke stavet på den måde) og selvfølgelig skulle vi da ende med at synge karaoke hos deres tanten.

Når man i Vietnam når årsdagen, for dødsfaldet af en af sine forfædre, bliver denne person hyldet. Så søndag kl 9:30 gik vi over til onklens og tantens hus, her skulle vi sidde med hele familie og spise. Åååhh gud der var meget mad, og meget vi ikke havde set før. Heldigvis for os, kom vi til at sidde ved bordet med kvinderne og børnene, tror det sikrede os en ædru søndag, for mændende fik nogen øl indenbords, og havde vi siddet der, tør jeg slet ikke tænke på hvor mange øl vi havde fået. Når man sidder 2 danskere og skal smage på nyt mad, så deles man lidt om tingene, og så sød som Rene nu er, var han god til at prøvesmage det før mig. Det så ud til, det var stor morskab hos resten af bordet, at det blev smagt med forsigtighed, og med så lidt grimasser som muligt. Når man i Danmark siger stop, der behøves ikke mere mad på tallerknen, tager man hånden ind over bordet, hernede betyder det så mere. Så hold nu op jeg fik en stor potion, forsigtigt fik jeg givet noget af maden til søsteren, hvilket førte til grin hos tanten, for jeg havde jo selv bedt om det.

I løbet af weekenden, lærte vi Phoungs niece bedre og bedre at kende, og er der nogen som har stjålet mit hjerte hernede, så er det da hende.  På trods af  man ikke kan kommunikere med hende, forstår børn bare alligevel hvis man gerne vil lege, eller de forstår at få vores opmærksomhed. En lækker lille pige, som helt sikkert vil knuse masser af drengehjerte senere i livet.