Når man er 32 år, vil jeg sige at man kender sig selv rigtig godt. Man ved hvad man vil og ikke vil, men det vigtigste af alt, så ved man hvor 
ens grænse går. Eller det troede jeg at jeg gjorde, for en invitation til Ba Den Mountain, var alt der skulle til, for at få mig helt der ud, hvor man slet ikke kan syne sin grænse længere. Mange der kender mig, vil forhåbentlig give mig ret i, at jeg gerne vil prøve nye ting, hvis de ikke overskrider min grænse. Så da jeg bliver spurgt om jeg vil være med til at gå op på et bjerg, sove på toppen og se solopgangen, gik der ikke mange sekunder før jeg havde sagt ja. At jeg et par uger senere skulle fortryde det ja, mere end jeg har gjort ved meget andet, vidste jeg desværre ikke på daværende tidspunkt.
Da jeg besluttede at jeg ville til Vietnam, lovede jeg også mig selv at jeg ville ud og opleve landet og prøve nye ting. Men at skulle bestige et bjerg, havde jeg ikke lige set komme. Ja ja, det var ikke Mount Everest, men 966 m. for mig, var mere end rigelig,t med det terræn vi skulle kravle op af. Black Virgin Mountain er en gammel vulcan, som ligger i det ellers flade Mekong Delta område, det er også det højeste punkt i det sydlige Vietnam.
Alt planlægningen til denne tur, begyndte en onsdag, efter vores middag med StudySea. Der var også kommet et par øl indenbords, nok derfor vi alle hurtige blev enige om, at det var da en god ide og det skulle prøves, da Rikke og Nanne forslog turen. Der blev hurtigt aftalt en dato, bestilt bil, købt soveposer og lejede telte, så nu manglede vi bare, at det blev den weekend hvor vi skulle afsted.
Efter ca 2 timers kørsel mod Cambodja, kan vi endelig se bjerget, og sjovt nok, så bliver det bare større og større jo tættere vi kommer på det. Heldigvis havde Rikke og Nanna fået af vide af deres chef, som havde anbefalet dem turen, at der var en mulighed for at tage capelcars 1/3 del op af bjerget. Og til en pris på 150.000 VND var det slet ikke til diskussion blandt os, for ellers havde turen til toppen taget 6-7 timet og nu kunne vi nøjes med 4 timer. Den første time skulle bestå af trapper, og derefter ville der være en sti man skulle følge. Lige nu ville jeg virkelig have ønsket at der var en time med trapper og så en sti.
Efter maks. 30 min. på trapper, kommer vi til en “sti” med sten, vi tænkte dette må vær en del af trapperne, men nej, dette viste sig at være stigen til toppen, som jeg i princippet aldrig nogensinde ville kalde en stig, men en rute hvor man kan se andre har gået og kravlet. Hurtigt går det op for mig, at det her slet ikke er mig, min grænse er for længst nået der. Men med ingen mulighed for at komme tilbage til byen, var der kun en vej og det var op. Jeg sakkede hurtigt bagud, havde brug for pauser for at overvinde min begyndende skræk og for at se hvordan jeg klarede det her, uden at komme for meget til skade. Meget af turen var jeg alene, men på den måde kunne jeg klare det i mit tempo og det havde jeg det faktisk også okay med.
Mange vietnamesere tager åbenbart denne tur for sjov, og flere gange i deres liv, hvilket jeg jo slet ikke forstår. Og ikke nok med det, så klare mange af dem turen i sandaler eller barre fødder. På vejen op, mødte jeg mange vietnamesere, som pænt spurgte om jeg var okay, og nogen af dem ventede også på mig, for at sikre sig at jeg nu kom sikkert op af, når de så kunne se de andre hvide mennesker på bjerget, gik de videre, for dem måtte jeg jo høre til. Efter knap 4 timer, når vi endelig toppen, mit helvede er forbi, og aftenen kunne vi nu nyde samlet. Tror vi alle var overasket over, hvor mange der egentlig skulle sove på toppen, der var telte overalt, selv de steder hvor vi ikke en gang ville sidde, af frygt for at miste balancen.
Desværre for os, var der så tåget og overskyet at der ikke blev meget sol opgang til os, så vi pakkede det hele sammen og begyndte turen ned. Det var så her, hvor jeg skulle komme så langt ud over min grænse, som jeg aldrig har været før. Sidste jeg følte det, var nok var da jeg skulle rapelle ned af et vandtårn for ca. 12 år siden, men den følelse kan slet ikke beskrives med den følelse, jeg fik på vej ned af Ba Den Mountain. En følelse af skræk, fortvivlelse og en rysten i hele kroppen, blev større og større jo længere jeg kom ned af. Havde jeg ikke vidst at der kun var en vej ud af det her, og
det var ned. Havde jeg sat mig på en sten, og ventet på min rednings mand. Man kunne jo håbe på, at det ville være prinsen på den hvide hest.
Nu hvor jeg er nede, og er kommet lidt væk fra den følelse ,jeg havde i de 3 timer det tog at kravle ned. Er jeg virkelig stolt af mig selv, jeg gjorde noget, som jeg aldrig havde troet jeg skulle gøre, og jeg tror faktisk jeg har fået rykket min grænse for hvad jeg kan og vil. pga den følelse man får, når man føler sig alene, for ingen ville kunne have hjulpet mig den dag, det var en kamp med mig selv. Men at bestige et bjerg igen, kommer ALDRIG til at ske, den følelse skal jeg aldrig nogensinde føle igen. Måske jeg kan lokkes til at prøve at rapelle nu, men det er også kun måske.
Kommer du til Vietnam, og er du til denne type for trekking, vil jeg helt sikkert anbefale dig turen. Den er ikke særlig turist præget, og at se noget af det som ikke i bund og grund bare er en stor turist attraktion, er noget af det jeg syn
es gør et land spændende. For jo jo, der er jo de steder og ting man SKAL se, men hvad med alt det som et lands befolkning beholder for sig selv, det er der jo nok en grund til. Og den oplevelse det var, med aber omkring en, den flotte natur og roen vil altid sidde dybere i mig, end den frygt jeg skulle overkomme for at komme ned.
